DGI - idræt og fællesskab
| Flere

Verdensholdet vil inspirere

Vil gymnastikopvisningerne i foråret 2010 blive fyldt med indisk dans, japanske krigere, rullebræt og dirigenter på springmåtten? Verdensholdet håber det – for et af holdets mål er at inspirere dansk gymnastik.

Gymnasterne på Verdensholdet jonglerer med sjippetov, laver yndefulde danseserier, slår saltoer over en sofaer og har serier med både håndredskaber.
Showet ”Frames” er et sansebombardement, og det ypperste dansk gymnastik kan præstere, og et af målene er netop at give inspiration til andre gymnastikinstruktører.
Foto: Thomas Arnbo
Verdensholdet bruger både traditionelle håndredskaber som bolde og utraditionelle som rullebræt og sofaer.

Viser alsidigheden

- Danmarksturneen er vigtig for Verdensholdet for at inspirere dansk gymnastik. Vi vil gerne vise alsidigheden i gymnastikken og har haft som mål at lave så bred en opvisning som muligt, som kunne underholde folk. Det er jo et show og ikke bare gymnastik længere, siger Anne Marie Østergaard, der sammen med Johannes Juulsgaard er instruktører for Verdensholdet.

Instruktørerne har derfor både haft fokus på den traditionelle gymnastik med håndredskaber som tøndebånd, køller og bolde, og så brugt et væld af alternative redskaber som rullebræt.
- Og så har vi leget med nogle småting, f.eks. ved at give pigerne en paryk på, fortæller Anne Marie Østergaard.

Mange små gode tricks

Netop de mange forskellige redskaber var en øjenåbner for Michael Rasmussen. Han træner DGI Fyns juniorhold i Odense og så Verdensholdet til repholds-stævnet i Haderslev i april.

- Rullebrættet på gulvet satte tankerne i gang om, hvor mange forskellige redskaber man kan bruge. Der var også springserien med drengene i nodedragter, hvor de laver spas med en dirigent. Det var et godt initiativ og en god måde at gøre det anderledes på, siger han.

Liselotte Lund Boserup er instruktør for DGI juniorhold i Svendborg og så Verdensholdets opvisning i Odense.
- De forstod at fange publikum og mange gange tænkte jeg, at det her vil jeg gerne bruge. Der var mange gode små tricks, og jeg fik en masse inspiration, selvom det er svært at huske det hele, siger Liselotte Lund Boserup.

Mere show over gymnastikken

Ikke blot hos DGIs syvende Verdenshold, men også hos mange andre hold er der kommet mere show over gymnastikken.

Og på Bjerre Gymnastik- og Idrætsefterskole ved Horsens, som prioriterer gymnastikken højt, peger forstander Troels Ross Petersen på, at Verdensholdet netop skal nå et niveau, der inspirerer andre til at prøve kræfter med nye retninger. Derfor er han ikke enig med dem, der mener, at der er for lidt grundgymnastik i showet Frames.

- Verdensholdet skal gå længere end grundgymnastikken. Det er performance og show de laver, og de spiller på facetter af teater og dans, og noget af det ligger langt fra gymnastikken. Men det begynder andre også at gøre. Vi er ikke snævert tænkende i gymnastikken, vi fornemmer at vi oplever en blomstringstid, siger Troels Ross Petersen.

Af Majbritt Lykke Andersen

Ejer: Kommunikationsafdelingen


www.vestas.dk
DGIs Verdenshold